Grænserne for ledelsesretten består alene i, at arbejdsmiljøet ikke må skade den ansatte fysisk eller psykisk, og at det, som den ansatte sættes til, ikke er i strid med anden lovgivning. Den ansattes ret består i at
- modtage den løn, som er aftalt
- også i perioder, hvor man ikke arbejder, ved sygdom, ved ferie eller ved barsel (forudsat at det er aftalt)
Den meget vidtrækkende ledelsesret giver ofte anledning til konflikter, f.eks.
- hvis ansatte finder arbejdstempoet for højt.
- hvis ansatte mener, at kvaliteten af det produkt, man skal lave, er for lav.
- hvis ansatte finder de besluttede arbejdsmetoder upraktiske.
Ofte hører man om, at læger eller lærere ikke mener, at de kan udføre deres arbejde forsvarligt, fordi de har for lidt tid. Så det er en kritik af, at kvaliteten af det ”produkt” de laver, er for lav. Men vurderer de offentlige arbejdsgivere, at kvaliteten er ok, så er der ikke noget at gøre.
Arbejdsgiveren kan også sige, at han mener, at de ansatte arbejder for langsomt eller for lidt effektivt. Ansatte i produktionen f.eks. på en fabrik kritiserer også ofte arbejdstempoet for at være så højt, at de skader helbredet og måske øger risikoen for ulykker.
Her er det igen arbejdsgiveren, der bestemmer. Kun hvis de ansatte eller deres tillidsrepræsentant eller en arbejdsmiljørepræsentant kan bevise, at arbejdet er for farligt, og arbejdsgiveren derfor overtræder arbejdsmiljøloven, så må han ændre arbejdstempoet.
De ansatte kan gøre opmærksom på deres synspunkter, men kan man ikke blive enige med arbejdsgiveren, er det denne, der bestemmer. Det er også arbejdsgiveren, der kan bestemme, at man ikke skal diskutere spørgsmålet længere, hvis han ikke ønsker det.
På de fleste arbejdspladser er hverdagen ikke præget af konflikter, fordi arbejdsgiveren gerne vil lytte til de ansatte og finde løsninger, som kan gøre alle tilfredse, også selv om han/hun har ret til selv at bestemme.