Når der forhandles kollektivt mellem en fagforening og en arbejdsgiverforening, så afgøres udfaldet også af, hvor stærkt de to parter står i forhold til hinanden. Men her er det mere komplekse forhold, der er på spil og der er tale om et langt forløb.
Fagforeningerne spørger i løbet af efteråret deres medlemmer og tillidsrepræsentanter, hvilke krav de skal rejse overfor arbejdsgiverne. Fagforeningerne beslutter sidst på efteråret på grundlag heraf, hvilke krav de vil fremsætte overfor arbejdsgiverne. Det kan være højere løn, længere ferie, bedre barselsordning osv.
Arbejdsgiverne gennemfører en lignende proces blandt deres medlemmer. Deres krav vil typisk være beskedne lønstigninger og større fleksibilitet i forbindelse med overarbejde.
Inden jul mødes fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne og præsenterer kravene overfor hinanden. Man ”udveksler” krav, som det kaldes.
Samtidig med denne proces offentliggør fagforeninger, arbejdsgiverforeninger samt regeringen og andre økonomer beregninger af, hvilke lønstigninger, der vil være ”forsvarlige” eller ”plads til” i samfundets økonomi.
Fagforeningerne vil typisk komme frem til, at pæne lønstigninger ikke vil skade økonomien, måske oven i købet tværtimod, fordi højere løn vil give større engagement og dermed større produktivitet, og fordi højere løn vil betyde større efterspørgsel i samfundet og dermed også større efterspørgsel efter arbejdskraft og dermed flere i arbejde.
Arbejdsgiverne vil typisk komme frem til, at konkurrenceevnen vil blive skadet med for høje lønstigninger og dermed gå ud over beskæftigelsen.
Regeringen vil typisk også interesse sig for konkurrenceevnen i forhold til udlandet, bl.a. fordi betalingsbalancen overfor udlandet bliver påvirket af, om eksporten bliver mindre. Man vil også interessere sig for, om højre lønstigninger evt. vil kunne påvirke prisudviklingen og medføre stigende priser og inflation. Og inflation kan igen påvirke konkurrenceevnen i forhold til udlandet, hvis inflationen er højere i Danmark end i de lande vi konkurrerer med.
Den offentlige debat i medierne om økonomien påvirker de ansattes og arbejdsgivernes forventninger til, hvad der kan blive resultatet af forhandlingerne. Og det kan være afgørende for, om det som forhandlerne kommer frem til, også bliver accepteret af medlemmerne af hhv. fagforeningerne og arbejdsgiverforeningerne.
Efter jul begynder parterne at forhandle.
Efter en måneds tid eller to er de blevet enige om et overenskomstresultat, som de vil anbefale deres medlemmer at sige ja til …
… eller de kan ikke blive enige og tilkalder statens forligsmand.
Forligsmanden er ansat af staten og hans opgave er at få parterne til at blive enige, så der ikke bliver lock-out og strejke.
Forligsmanden har ifølge loven (forligsmandsloven) forskellige magtmidler i forhold til forhandlerne. Han leder forhandlingerne, og parterne skal deltage i forhandlingerne. Han kan selv fremsætte kompromisforslag, som parternes medlemmer skal stemme om. Han kan udsætte strejker og lockouter i to gange 14 dage. Hvis han fremsætter et forslag til overenskomst, så kaldes det et ”mæglingsforslag”.
Hvis der ikke er et flertal imod overenskomstresultatet ved afstemningerne, så bliver det vedtaget og træder i kraft umiddelbart efter. Hvis forligsmanden ikke mener, han kan fremsætte et mæglingsforslag, så træder lockouter og strejker i kraft.
Herefter er det ren ”magtkamp”. Hvem der vinder, afgøres af, hvor mange penge fagforeningerne har i strejkekasserne, og hvor stor den økonomiske belastning er for arbejdsgivernes virksomheder. Men den afgøres også af kampen i medierne. Hvem fremstår mest rimelig og troværdig? Virker fagforeningerne for grådige eller arbejdsgiverne for fedtede?
Endelig kan det være, at regeringen mener, at konflikten er for belastende for samfundet generelt, hvorefter den vil foreslå, at Folketinget stopper strejken og lockouten ved et lovindgreb. Det vil typisk ske ved, at forligsmandens mæglingsforslag bliver gjort til lov.
Der er mange holdninger til dette system. Mange mener, at det er en rigtig god måde at få afgjort de interesseforskelle, der naturligt nok er mellem arbejdsgivere og ansatte, på. Andre mener, at processen er for langt væk fra medlemmerne, og de bliver fremmedgjorte. Endelig mener nogen, at forligsmandens rolle og de regeringsindgreb, der gennemføres indimellem, fortrinsvis er i arbejdsgivernes interesse.
Opgaver: