En udviklet velfærdsstat
I Danmark har Folketinget i løbet af de sidste godt 100 år vedtaget en lang række love, som betyder, at staten, kommunerne og regionerne (tilsammen kaldet det offentlige)
- a. stiller en række ”goder” til rådighed, som vi har ret til uden at skulle betale for dem
- b. yder en indkomst til os i en række situationer (overførselsindkomster)
Begrebet overførselsindkomster bruges om ydelser fra det offentlige, som den enkelte har ret til at få i bestemte situationer eller under bestemte forudsætninger. F.eks. børnecheck, fordi man har børn i en bestemt alder, SU fordi man er under uddannelse, folkepension, fordi man er over en bestemt alder. Sammenlignet med andre lande, så er omfanget af goder stort, og vi kan få ydelser i mange situationer. Om omfanget er for stort og ydelserne for høje er et holdningsspørgsmål, altså et politisk spørgsmål. De goder, som det offentlige stiller til rådighed er f.eks:
- gratis undervisning i folkeskolen, i ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser
- gratis lægebehandling og sygehusbehandling
- gratis hjælp til unge, ældre og handicappede, som har særlige behov
- daginstitutioner, hvor kommunen betaler størstedelen af udgifterne
Overførselsindkomster er f.eks:
- børnepenge
- SU til unge under uddannelse
- folkepension
- førtidspension til personer, der ikke er i stand til at arbejde
- sygedagpenge
- barselsdagpenge
- arbejdsløshedsdagpenge til dem, der er medlem af en arbejdsløshedskasse
- kontanthjælp
Goderne og ydelserne betales af den indkomstskat og den moms og de andre afgifter, som vi som borgere betaler. Mange kalder derfor Danmark for en udbygget velfærdsstat. Hvis man sammenligner Danmark med andre lande, så er det karakteristisk, at rettighederne til ydelser er universelle i de fleste tilfælde, dvs. at man har ret til ydelserne alene i kraft af, at man bor i Danmark.
Dette er i modsætning til andre lande, hvor man typisk optjener retten til visse ydelser ved at betale en forsikring. F.eks. forudsætter hospitalsbehandling i mange lande, at man betaler til en forsikring. I Danmark har det også været sådan tidligere. Mange ældre mennesker kan huske, at man skulle betale til sin sygekasse, som det hed.
De universelle ydelser er børnepenge, SU, folkepensionens mindstebeløb (grundbeløb), sygedagpenge og kontanthjælp. Den danske model kaldes derfor universalistisk.
At al uddannelse er gratis, at der SU til de fleste og at daginstitutioner i vidt omfang finansieres af det offentlige, er kun gældende i ganske få lande udover Danmark. I de fleste lande skal man betale for videregående uddannelser, SU er ikke særlig udbygget, og daginstitutioner finansierer forældre selv.
Hvis man sammenligner, hvordan forskellige samfund har indrettet sig, så kan man skelne imellem tre hovedprincipper:
- et universalistisk princip
- et obligatorisk forsikringsprincip
- et liberalistisk princip
Det danske system er som nævnt på mange områder universalistisk. Dog ikke på arbejdsløsheds- og pensionsområdet. I andre lande som f.eks. Tyskland har man et forsikringssystem i forhold til sygdom - et forsikringssystem, hvor den enkelte er forpligtet til at være medlem af en sygeforsikring (som det også har været i Danmark indtil for godt fyrre år siden).
I USA har man på sygdomsområdet et helt igennem liberalistisk system, hvor det er overladt til den enkelte at forsikre sig mod sygdom. De ændringer som præsident Obama har gennemført, har alene handlet om, at flere får ret til at forsikre sig. Hidtil har forsikringsselskaberne frit kunnet afvise dem, man ikke ønskede at forsikre.
Samme system har vi også i Danmark mht. oprettelse af pensionsforsikringer i private pensionsordninger. Her bliver man også afvist, hvis man fejler noget alvorligt. Pensionskasser, som fagforeningerne står bag, giver dog typisk alle ret til at blive pensionsforsikret uanset helbred. Baggrunden er, at pensionsordningen typisk er obligatorisk via ens overenskomst.