Kritikerne af den danske model peger bl.a. på at aftalesystemet betyder, at ikke alle får de rettigheder, der aftales. For aftalerne kommer som udgangspunkt kun til at gælde for dem, som aftalerne dækker. F.eks. gælder overenskomsten for alle HK-ansatte i butikker, som er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening og derfor omfattet af overenskomsten. Aftalen gælder så alle i HK-stillinger uanset, om de er medlem af HK eller ej. Det kan f.eks. være ret til løn under barsel, eller ret til en ekstra uges ferie.
Er man derimod ansat i en butik, som ikke er medlem af Dansk Arbejdsgiverforening, så er man ikke omfattet af overenskomsten. Arbejdsgiveren er derfor ikke nødt til at betale den omtalte løn under barsel eller give den ekstra uges ferie.
Hvis arbejdsgiveren skal det, så skal den enkelte ansatte få arbejdsgiveren til at acceptere det i ansættelsesvilkårene. Eller også skal HK prøve at overtale arbejdsgiveren til at indgå en overenskomst, hvor disse rettigheder indgår.
Kritikkerne af aftalesystemet peger på, at det vil være langt enklere og skabe mere ensartede vilkår, hvis staten i stedet lovgav om disse forhold, så alle får disse rettigheder, uanset om man er ansat hos den ene eller den anden arbejdsgiver.
Desuden mener kritikerne,
- at aftalesystemet ikke har sikret bedre vilkår for de ansatte, end i andre lande, hvor man lovgiver i stedet for
- at aftalesystemet er kompliceret og kræver mange ressourcer
- at det ville være mere rimeligt, hvis det var Folketinget, som bestemte, fordi de ansattes rettigheder er et vigtigt samfundsmæssigt anliggende