Det danske arbejdsmarkeds måde at fungere på adskiller sig fra de fleste andre landes. Og ”den danske model” er udviklet igennem et århundrede i et samfund med en bestemt erhvervsstruktur, og hvor befolkningen har været præget af bestemte normer og holdninger.
Disse forudsætninger har ændret sig meget og ændrer sig hele tiden. Derfor udfordres den danske model hele tiden. Nogle synes det er godt, og at modellen trænger til store forandringer. Andre frygter, at lønmodtagerne kan få dårligere vilkår. Så når man taler om udfordringer, så skal man forholde sig både til
- holdninger
- og faktiske forhold
Faktiske forhold er noget man kan undersøge ved hjælp af statistikker og andet materiale. Holdninger om, hvad man synes er godt eller skidt, er diskussionsspørgsmål, hvor man ikke kan komme frem til et endeligt facit.
Om der bliver flere eller færre medlemmer af fagforeningerne er et faktisk forhold, som vi kan undersøge ved hjælp af statistikker.
Om det er godt eller skidt med mange medlemmer af fagforeninger kan ikke undersøges men er et spørgsmål om holdninger.
Den danske model bygger fundamentalt på, at arbejdsgivere og ansatte organiserer sig i foreninger, som kan forhandle på medlemmernes vegne. Men mange vil hellere forhandle selv og vurderer, at de bliver for begrænset og bundet af det, som foreningerne beslutter på vegne af medlemmerne.
Jo færre der vil være medlem af foreningerne, jo svagere vil de stå. Og dertil kommer, at hvis der er for få medlemmer af en fagforening, så er det ikke længere interessant eller relevant for arbejdsgiverne at indgå aftaler med den. Meget tyder på, at langt flere i dag oplever, at de i langt højere grad ”kan klare sig selv”, end der var, da fagforeningerne blev dannet for mere end hundrede år siden.