Åbn undermenuer...

Få konflikter og mange aftaler

Arbejdsgivere og deres ansatte har fælles interesser i at sikre, at den enkelte arbejdsplads kan sælge sine varer til konkurrencedygtige priser, så virksomheden har en god indtjening og vækst.

Arbejdsgivere og deres ansatte har til gengæld forskellige interesser mht. hvor meget der skal gå til lønninger og hvor meget til overskud.

Ligesådan kan arbejdsgivere og ansatte have forskellige interesser mht. hvor lang arbejdstiden skal være, hvor stor overarbejdsbetalingen skal være, og hvor mange penge der skal bruges på at sikre det bedst mulige fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

I Danmark er der igennem mere end 100 år udviklet en tradition for, at disse forskellige interesser afvejes via forhandlinger mellem organisationer på vegne af hhv. de ansatte og arbejdsgiverne. Det har medført, at vi i Danmark har relativt få arbejdskonflikter i form af strejker og lockouter sammenlignet med mange andre lande.

Årsagen til de få konflikter kan være, at hhv. ansatte og arbejdsgivere vurderer, at man ikke kan opnå bedre resultater ved at lægge økonomisk pres på modparten ved sådanne ”kollektive kampskridt”, som det hedder i det det juridiske sprog. Fagforeningernes og arbejdsgiverforeningernes legitimitet, troværdighed, må derfor antages at være stor hos deres medlemmer.

Men særligt i fagbevægelsen er der også grupper, der mener, at fagforeningerne er for forsigtige, og at de i stedet burde lægge større pres på arbejdsgiverne ved i højere grad at sende strejkevarsler og iværksætte strejker.

Store dele af lønforhandlingerne foregår i dag på de enkelte arbejdspladser, fordi overenskomsterne alene indeholder bestemmelser om mindstelønninger. I forbindelse med sådanne forhandlinger kan der opstå konflikter på de enkelte arbejdspladser, hvor de ansatte kan lægge pres på arbejdsgiveren ved at iværksætte overenskomststridige strejker. De kaldes overenskomststridige, fordi de normalt vil være i strid med den fredspligt, som er aftalt i overenskomsterne.

Fredspligten betyder, at hverken arbejdsgivere eller ansatte må iværksætte de omtalte kollektive kampskridt, så længe en overenskomst er gældende. Først når overenskomsten løber ud, kan hver af parterne varsle og iværksætte kampskridt. Typisk har man aftalt en bestemt procedure og bestemte frister, så modparten i god tid ved, at en strejke eller lockout kan blive iværksat.

Men selv om fredspligten er gældende, så har arbejdsgiveren den mulighed, som ikke er i strid med fredspligten, at han kan varsle afskedigelser eller virksomhedslukninger, hvilket vil lægge pres på de ansattes forhandlere. En tilsvarende mulighed har de ansatte ikke. Ansatte må f.eks. ikke systematisk sige deres stillinger op eller nægte at påtage sig overarbejde. Det vil være i strid med fredspligten.

Ud fra en samfundsøkonomisk synsvinkel vil man sige, at dette alt i alt er et meget effektivt system, da konflikter er kostbare pga. tabte arbejdstimer. 

Antal tabte arbejdsdage

2008 2009 2010 2011 2012 2015
Antal tabte arbejdsdage 1.869.100 15.000 18.500 15.000 10.200 8.000

Kilde: www.statistikbanken.dk og DA's konfliktstatistik, marts 2016

Antallet af tabte arbejdsdage kan sammenholdes med de tabte arbejdsdage, som arbejdsløshed er udtryk for. I 2014 er ca. 190.000 arbejdsløse. Det svarer til, at der kunne have været skabt 190.000 arbejdsdage hver dag, hvis der havde været arbejde til alle. I Den sammenligning svarer strejkerne i 2008 kun til ca. 10 dages tab pga. arbejdsløshed.

Hvis man betragter lønforhandlinger mm. som et marked, så kan man sige, at det danske samfund også på dette punkt er et liberalt samfund, hvor det er markedsmekanismen, og ikke beslutninger i Folketinget, der afgør lønniveau mm.

Staten griber ind i konflikter

Det er ikke altid, at Folketinget overlader det hele til markedet. Ind imellem sætter Folketinget forhandlingerne ud af kraft ved at vedtage love, der stopper strejker og lockouter og lovgiver om, hvad overenskomsterne skal indeholde. Folketingets flertal vil normalt begrunde sådanne ”lovindgreb” med hensynet til samfundsøkonomien, men det er ikke alle, der mener, at dette er den reelle grund. Partier på venstrefløjen vil normalt være modstandere af sådanne indgreb, fordi man mener, at det skader de ansattes interesser.

I 2013 stoppede folketingsflertallet den lockout, som de kommunale og statslige arbejdsgivere havde iværksat overfor lærerne, fordi man ikke kunne blive enige om en ny overenskomst. Men i 2012 lockoutede it-firmaet CSC, som bl.a. varetager væsentlige opgaver for politiet, cpr.registret og forsvaret, i en lang periode en række ansatte, uden at Folketinget greb ind.

Trepartsforhandlinger
Indimellem forhandler staten med arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer om en række forhold. Her har man i tidligere tid indgået aftaler om arbejdsmiljø og kompetenceudvikling. I 2013 påbegyndte man også sådanne forhandlinger bl.a. om at forlænge arbejdstiden ved inddragelse af helligdage, men denne gang blev man ikke enige.

Opgave

  • Ikke alle mener, at fredspligten er en god tradition. Og fredspligt er ikke en fast tradition i alle lande. Beskriv fordele og ulemper for hhv. arbejdsgivere, de ansatte og samfundet som helhed ved fredspligten.